9. Bruden
Du har lige sagt ja til at blive gift med din udkårne, og straks begynder du at spekulere på hvilken kjole, du skal sige ‘ja’ i. Eller måske har du allerede en hel notesbog fyldt med skitser, til hvordan du har drømt om, at din brudekjole skal se ud.
Det kan være, at du er en af dem, der har drømt om at designe din egen brudekjole, lige siden du var barn. Eller også er du på helt bar bund og måske lidt skræmt over, hvilken stor kjole det er, og hvor stor betydning den har. Alle følelser er helt forståelige, for din brudekjole er, og skal være, noget helt specielt.
I dag er kjolen ikke det der fylder mest i budgettet hos mange par. Det kan derfor være nødvendigt at tænke alternativt, når kjolen eller outfittet skal findes. Der er også nogle der ikke bliver gift i en kjole, og så er valgmulighederne jo endnu flere.
Hvis kjolen ikke skal koste så meget, er der faktisk mange muligheder. Du kan selv eller få en man kender til at sy en kjole til dig, eller købe en kjole, der er brugt. Her er der mange bryllupskjoleforretninger der sælger brugte kjoler fra deres forretninger eller private der sælger på fx DBA eller Marketplace. Der er også flere online og fysiske butikker som Asos, H&M eller Zara der er begyndt at sælge et lille udvalg af bryllupskjoler, og her er priserne noget lavere end ved en bryllupskjoleforretning.
Hvor, hvornår og hvordan skal du finde den rette kjole?
Før du henvender dig i butikken
Det er lige meget, om du ingen anelse har, til hvordan din brudekjole skal være. Eller hvis du ved helt præcist hvordan den skal være, så kan det altid være rart med lidt hjælp. Vi kan lige så godt indse det med det samme; der er mange overvejelser, der skal gøres før beslutningen kan tages.
Men før du overhovedet begiver dig afsted til butikken, så er der en del, som du kan gøre allerede hjemmefra, for at forberede dig. Lav grundig research over hvilken slags brudekjole, du gerne vil have. Også selvom du har en ide om det, fra måske 10 år siden. Moden kan ændre sig gevaldigt på kun 10 år, og det har din stil sandsynligvis også. Det vil derfor være en god ide, at du sætter en god portion tid af, til at undersøge brudekjoler på internettet, i bryllupsmagasiner, på Pinterest, på Instagram og man må gerne søge inspiration hos kendisser.
Når du endelig har samlet dig en stor bunke kjoler til inspiration, kan du begynde at se om nogle ting går igen på tværs af kjolerne. Måske er det halsudskæringen, som er meget lig hinanden på mange af kjolerne, og det skal også være den slags halsudskæring, som du gerne vil have. Det kan også være kjolens silhouette, eller måden den er broderet med blonder, eller hvad end det skal være. Alt sammen er med til at give dig en ide, af hvad du selv skal kigge efter i butikken, når den tid kommer.
Som tidliger nævnt har mange, og det er også noget vi anbefaler, et budget. Det er en god ide, så I ikke står længere i processen og ikke har råd til det, som I gerne vil have. Husk det budget, når du skal finde din brudekjole. Lad være med at finde og prøve brudekjoler, der koster mere end det satte budget, for du bliver bare sur på dig selv, hvis din drømmekjole findes der. Husk at sætte et mindre beløb af kjolebudgettet til side til tilbehør og eventuelle ændringer på kjolen. Det er altid de små ting man glemmer, og pludselig er der ikke penge i budgettet til drømmekjolen alligevel.
Ligesom mange andre ting i planlægningen af dit bryllup, bør du også tænke på årstiden, når du skal vælge din brudekjole. Det kan være, at du bør overveje lange blondeærmer til et efterårs- eller vinterbryllup. Ligesom kjolen ikke bør være det tungeste eller varmeste materiale til et sommerbryllup.
Det vigtigste er altid, at du vælger en stil, som passer til lige præcis dig. Her er det værd at overveje, hvilken kropstype du har. Hvis du vælger efter din kropstype, vil du også være mest komfortabel i løbet af hele dagen. Gør dig derfor nogle overvejelser, inden du går i butikken, omkring kjolens længde for eksempel. Du bestemmer helt selv, om kjolen skal være gulvlang og traditionel, eller om du skal have et helt andet look til en mere moderne stil. Hvilket materiale skal du kigge efter? Igen vil vi understrege, at det er en god ide at tænke på årstiden, og du skal kunne bevæge dig behageligt hele dagen lang.
Tænk på hvilket undertøj, du skal have på, og medbring det eventuelt, når du skal prøve kjoler. Hvor mange detaljer ønsker du at have på kjolen i form af blonder og broderinger? Det kan være, at du har et arvestykke i form af et brudeslør, som du ønsker at bære til dit bryllup, hvilket vil være en god ide at medbringe til kjoleprøvningen. Det vil hjælpe som udgangspunkt til den kjole, der skal findes lige præcis til dig.
Når du er klar, til at gå på jagt efter din brudekjole, så gør dig selv en tjeneste og sæt en hel dag af til det. Udvælg hvem i din familie og hvem af dine venner, du gerne vil have med, for at få deres ærlige meninger, og gør det til en begivenhed i sig selv.Book en prøvetid i den ønskede butik (som du også gerne må lave research på inden da, om den fører den stil du ønsker), og tag dig den tid det tager. Sørg for at finde tid en hverdag, hvor der vil være knap så mange andre kunder i butikken, så ekspedienten har tid til dig, og prøv så mange kjoler det er nødvendigt. Bare husk at medbring de sko, du planlægger at have på, så kjolens længde kan tilpasses derefter.
Når du er helt solgt
Det er meget normalt at have en forestilling omkring, hvilken kjole du gerne vil have, men ofte sker det, at ekspedienterne finder noget, som du slet ikke havde tænkt på, og så ender du med at forelske dig i lige præcis den kjole. Derfor skal du stole på ekspedienterne, når de siger, at de ved, hvad de laver. Og når de fortæller dig, at kjolen ser pænere ud på dig, end den gør på bøjlen, så passer det altså også. Så du skal ikke være bange for at prøve en masse forskellige kjoler. Derfor gør det heller ikke gør noget, at du går på jagt efter din brudekjole i god tid. Det kan tage tid for butikken, at få dem hjem i lige præcis din størrelse, eller hvis der skal laves ændringer på den.
I butikken kan det derfor være en god ide at prøve forskellige positurer; at sidde ned og generelt bevæge dig lidt rundt, for at prøve kjolens pasform. Du skal kunne bevæge dig behageligt og uden besvær, på samme måde som du kan i dit favorit tøj.